Nyheder

Sønderjyllands licensklubber fortsætter talentsamarbejde

19-12-2020 -


SønderjyskE og FC Sønderborg har indgået en ny samarbejdsaftale, som først og fremmest kommer fodboldspillerne fra Als og Sundeved til gavn.

Sønderjyllands to licensklubber, SønderjyskE og FC Sønderborg, har indgået en ny samarbejdsaftale, der skal sikre, at de unge fodboldspillere fra Als og Sundeved får de mest optimale betingelser for at udvikle sig i det rette talentmiljø, som er tilpasset den enkelte spillers niveau og kvalitet.

Siden SønderjyskE Topcenter blev etableret i 2017, har SønderjyskE samlet landsdelens største fodboldtalenter på U10, U11 og U12-årgangene fra alle partnerklubber til en ugentlig træning i Rødekro, og det er herfra, at SønderjyskE udvælger de spillere, der skal udgøre klubbens kommende U13-hold.

I den nye samarbejdsaftale bekræfter begge klubber, at der holdes fast i, at landsdelens bedste spillere på SønderjyskE Topcenter skifter til SønderjyskE ved overgangen til U13-fodbold.

I SønderjyskE glæder sportschef Hans Jørgen Haysen sig over, at de to licensklubber i Sønderjylland har fået lavet en ny samarbejdsaftale.

- Det her er en samarbejdsaftale, der er til gavn for tre parter: Først og fremmest den enkelte fodboldspiller fra Als og Sundeved, dernæst licensklubberne FC Sønderborg og SønderjyskE. I SønderjyskE samler vi landsdelens allerstørste fodboldtalenter fra U13, og vi kan give de bedste betingelser for, at den enkelte spiller kan udvikle sit talent i vores stærke talentsetup.

- Der vil dog være ambitiøse spillere fra Als og Sundeved, som i første omgang ikke vil blive valgt til af SønderjyskE, da konkurrencen er stor. De ambitiøse spillere fra Als og Sundeved, som også ønsker at spille i en licensklub, vil kunne fortsætte deres udvikling i FC Sønderborg og på sigt igen komme i betragtning til et skifte til SønderjyskE, siger Hans Jørgen Haysen.

Sportschef i FC Sønderborg, Kim Poulsen, har store forventninger til det fortsatte samarbejde med SønderjyskE.

- Med den nye aftale sætter vi spilleren i centrum, og vi sørger for, at talentet får den bedste mulighed for at udvikle sig. FC Sønderborgs allerbedste spillere fra U13 får i samarbejde med SønderjyskE og forældrene skræddersyet et individuelt forløb, så spilleren får de bedste betingelser for at udvikle sig og på sigt jagte fodbolddrømmen i SønderjyskE. Vi ser frem til det fortsatte samarbejde, hvor vi i respekt og anerkendelse for hinandens arbejde skal være med til at gøre talentudviklingen i området endnu bedre, siger Kim Poulsen.

I den nye samarbejdsaftale er der samtidigt indskrevet tiltag, som vil forstærke relationen mellem SønderjyskE og FC Sønderborg. Der vil blandt andet være vidensdeling mellem klubberne og mulighed for, at trænere fra FC Sønderborg kan få uddannelsesforløb i SønderjyskE.

SønderjyskE og FC Sønderborg er Sønderjyllands to eneste licensklubber. Det er DBU, der har indført et licenssystem, som vurderer klubbens talentudvikling ud fra strategi, organisation, holdudvikling, individuel udvikling og uddannelse, scouting- og rekruttering samt produktivitet.

SønderjyskE fik 3 stjerner i den seneste vurdering, mens FC Sønderborg fik 1,5 – begge klubber rækker ud efter en højere vurdering i næste licensvurdering.

 


Sportschef

Vakant
Tlf. 30 50 71 17
Mail: fc.sonderborg.marius@gmail.com

Talentchef

Jesper Damm Andersen
Tlf. 23 69 60 72
Mail: jd@statsskolen.dk

Pressechef

Marius Vestergaard
Tlf. 30 50 71 17
fc.sonderborg.marius@gmail.com

Kampfordeler

John Hansen
Tlf. 40 37 08 06
fcs@sport.dk